Underskriftsindsamling
Rul kontanthjælpsloft, 225-timersregel og integrationsydelse tilbage!
De store besparelser rammer de mest udsatte medborgere og tjener kun et formål om at straffe, kontrollere og skabe fattigdom. Især bliver mange børn ramt.
Flere organisationer og boligforeninger har været ude med triste prognoser, der siger, at mange er faretruende nær - eller reelt vil blive hjemløse som konsekvens af disse besparelser.
Der er ingen syge mennesker, der pludseligt bliver raske af at blive fattige og blive tvunget til at finde et arbejde.
Tværtimod vil folks sygdom og problemer blive større.
Grundet den forrige regerings reformer ser vi en stor gruppe parkeret på kontanthjælp, fordi det er blevet meget svært at få en førtidspension. Syge mennesker sendes i stressende ressourceforløb og langvarige jobafklaringsforløb. Der er også flyttet folk fra dagpenge eller efterløn til den lavere kontanthjælp og folk sendes udi såkaldte "nyttejobs". Antallet af reelt jobparate har ikke været så lavt siden 2008, og antallet af såkaldt "aktivitetsparate" er steget. Det vil sige, dem der ikke kan varetage et arbejde pga forskellige problemstillinger - fx psykisk sygdom eller andet.
Integrationsydelsen er umulig at leve af, så det er urealistisk at flygtningefamilier kan leve et liv uden store afsavn. Bare at finde en bolig med en husleje på omkring 2100 kr. vil blive umuligt. Det er ikke noget vi som samfund, kan byde mennesker, der er flygtet fra krig, sult og undertrykkelse. Der er også danskere, der rammes af denne uretfærdige og meget lave ydelse, hvis de i løbet af de sidste 7 år, har haft ophold i et andet land. Hvilket eksperter siger kan være ulovligt og i strid med EU-reglerne på området.
Vi er meget bekymrede for konsekvenserne af disse besparelser og frygter yderligere fattigdom og ulighed, øget sygdom, øget kriminalitet, øget prostitution og andet.
Forskning fortæller os, at et samfund er mest velfungerende og har en større grad af lykke, sundhed, uddannelse etc. jo mere lige det er. Regeringen og støttepartierne handler stik imod den viden.
Vi mener, at det reelle sigte med disse besparelser og den store reformiver er at lægge pres på mindstelønningerne. Det er udtryk for et ideologisk ønske fra arbejdsgivere m.m om at afmontere den såkaldte 'danske model' og indføre et mere utrygt arbejdsmarked med mindskede rettigheder. I den proces er politikerne indstillet på at ofre syge, handicappede, flygtninge, børn og andre grupper - og sende dem ud i fattigdom, håbløshed og et liv med kæmpemæssige afsavn.
Derfor skal disse besparelser på de udsatte rulles tilbage. Det er i vores alles interesse. Både folk på og udenfor arbejdsmarkedet.
Der er råd til velfærd og tryghed i Danmark, og hvis de rigeste ikke unddrog kæmpemæssige formuer i skat, ville vi ifølge britisk skatteekspert have 149 milliarder ekstra i statskassen! Så lad os stoppe omfordelingen fra de fattige til de rige og sikre alle et værdigt liv.
Læs vedlagte links
http://www.ugebreveta4.dk/taenketank-kontanthjaelpen-er-blevet-samfundets-skral_20433.aspx
http://politiken.dk/magasinet/premium/ECE3155165/det-er-aldrig-de-rige-der-nasser-paa-samfundet/
Venlig hilsen netværket Bekæmp Fattigdom NU - Find os på Facebook: https://www.facebook.com/FattigdomsKonference/ og skriv til os på bekaempfattigdomnu@gmail.com