Vælg miljøvenlige og bæredygtige renoveringsmaterialer Oprettet den 24/07-2019

I de varme sommermåneder står renovering af hus, fritidshjem, båd mm. ofte højt på to-do listen. Men tænker du over kemikalierne i de materialer du bruger? Du vælger måske i forvejen altid økologisk nede i brugsen og miljøvenlige rengøringsmidler både for din egen, miljøet og din families skyld, men hvad hjælper det hvis du indånder læssevis af skadelig kemi i dine gør-det-selv projekter? Det er der faktisk en løsning på. Du har nemlig (næsten altid) et valg når du køber ind til dit næste projekt.



Grøn maling kan fås i alle farver


Det er efterhånden en skrøne, at maling skal være så kemi-gennemsyret som muligt for at kunne holde og forlænge levetiden på det malede område. Mange små virksomheder specialiserer sig i, at fremstille bæredygtig og økologisk maling, som ikke skader hverken naturen eller dine lunger når du arbejder med det. Det er godt for samvittigheden - særligt hvis børnene skal hjælpe til med hver deres malerpensel. Samtidig mindsker brugen af grøn maling også dit plastik-forbrug da det ikke er akrylbaseret. Du kan altid spørge efter øko maling i din lokale malerforretning, men jeg har fundet at det er nemmere at finde online. Jeg vil anbefale Linus maling, som jeg synes er absolut bedst, fra Fyra Vindars shop. Hun køber nemlig lokalt ind, så hun støtter mindre nordiske producenter.



Øko træ - og hvad du skal være opmærksom på


Du kan sagtens købe økologisk træ og det lyder jo fantastisk - men hold lige tungen lige i munden. Problemet ved at bruge ubehandlet træ er, at de fleste træsorter ikke er særligt modstandsdygtige overfor vind og vejr. Planlæg derfor dit indkøb ud fra hvad du skal bruge træet til og budgetter noget modstandsdygtigt træ hvis du arbejder med det udendørs. Det er samtidig også en god ide at tage en god snak med forhandleren for at sikre, at du køber rigtigt ind. Hvis du overvejer at brygge beboelsesprojekter så skal du være opmærksom på, at der er særlige krav til træet, men også til kuldebroer, isolering, ventilation osv. ovenikøbet. Men det er bestemt ikke umuligt og resultatet er, at du kan have god samvittighed når det færdige projekt står klar til indflytning.



Miljøvenlig ompolstring


Det er suuuper sjovt, at ompolstre. Ja altså det er ikke sikkert, at du er enig, men jeg har altid elsket arbejdet med stof fremfor alt. Stof skaber blødhed, varme og hygge ind i ethvert hjem og en frisk ompolstring kan ændre din kærlighed til ethvert møbel. Jeg har i flere år været ekstra vild med hør, som er et naturmateriale. Hør fåes i skønne farver og gør sig supergodt som både gardiner, duge, pudebetræk - you name it. Desværre er hør mere træls til møbelpolstring, fordi materialet udvider sig. I stedet vil jeg anbefale dig, at gå ned i din lokale stofhandel og tale med dem om, hvad de vil anbefale af møbelstof baseret på materialer fra naturen. Senest har jeg selv brugt lærred-stof, som har en bomuldsbase og mine spisestuestole blev super smukke.

Luk