Da min vidunderlige farmor pludselig ikke kunne kende familiemedlemmer når de trådte ind ad døren, måtte hun til øjenlægen. Hun havde grøn stær og operationen gik fint. For øjet. Det hjalp ikke på at hun skulle bruge kræfter på at genkende og huske os. Farmor var fra Tyskland og hendes ellers gode danske sprog svandt langsomt ind og vendte mere og mere tilbage til tysk. Farmor var handlekraftig og selvstændig. Hun gjorde det meste i huset selv - udover et par haveopgaver som den rare havemand kom og ordnede indimellem. Sådan var livet for farmor indtil omkring hendes 90’ende år. Hun opdagede aldrig at hjemmeplejen i virkeligheden støvsugede og gjorde rent, at nogen fyldte køleskabet, at hendes fugle Pip og Hans ikke var mere og dengang nogen brød ind i huset og stjal hendes pengepung opdagede hun det også knap. Sådan blev det med farmor. Men hun huskede os godt - hun skulle bare have lidt tid, lidt kram, lidt snak og lidt smil så kom vi altid tilbage til hende. Så udbrød hun “aber ist es Steffiiii?” Med hendes særlige varme smil der strakte sig henover hele femøren.
Alting forandrede sig da hun blev for dårlig. Som 95 årig var der intet andet for end plejehjem og det smertede hendes børn og børnebørn. Derinde forsvandt det sidste. Navnene, ansigterne, samtalerne, smilene og pludselig var hun bare - uden at virkelig at være.
Min far abejder med hjælpemidler og i særlig grad sanseintegration. Han er ejer af virksomheden MultiCare, som sætter sanserum op og sælger produkter til sansestimulans.
Hver eneste gang jeg besøgte farmor på plejehjemmet havde far læsset et nyt sæt sanseartikler af hos hende. Hun sad der i sin smarte nye musikalske gyngestol, plastret til med glitrende legestave med glimmer i som bevægede sig, boblende vand-sanselamper, en elektronisk krammesæl, vibrerende bamser, farverige gummibolde og meget andet. Men i sig selv rokkede de hende ikke meget ud af stedet. Magien opstod i mødet mellem mennesker og de små dimser og dutter. Jeg købte en mundharmonika til hende (farmor havde været en kyndig mundharmonika-ist i sine yngre år) og hun blæste glad i den. Den lille vibrerende og plyssede syngefugl frembragte et smil og hun så op og ind i øjnene på os mens hun sad der med den. Vi trak den op gang på gang for, at stimulere endnu et smil og genkendelsen i øjnene. Det virkede.
Vi småpev hver gang vi gik derfra. Far var desperat efter livsforlængelse og at demensen ville have en tilbagegang. Måske blot for et kort sekund så han kunne tale med sin mor. Hans søstre havde samme blik i øjnene. Farmor virkede mere afklaret - nærmest parat. Vi vidste at hun sygnede hen når vi gik - at plejepersonalet ikke havde overskud til det høje niveau af omsorgsfuld stimulans som hun burde få. Det havde hun måske heller ikke selv.
Farmor tog sit sidste åndedrag i marts 2017 - omgivet af kærlighed. Hun blev 96 år gammel og hun var tilfreds med livet.
